Hæk ud mod vej og fortov, klippet ind til skellet

Fælleshæk og hæk mod fortov – regler og erfaringer fra praksis

Kort svar: En fælleshæk mellem to haver må normalt være 1,80 m høj og højst 2 m uden naboens samtykke. Hver nabo må klippe sin egen side, og arbejdet med at holde hækken deles. En hæk ud mod fortov, sti eller vej skal holdes helt inden for din egen grund – ellers kan kommunen kræve den beskåret.

Fælleshæk: hvem klipper hvad?

En hæk, der står i skellet mellem to grunde, er et fælleshegn. Hegnsloven siger:

  • Højde: Ved boliger er højden normalt 1,80 m og må ikke overstige 2 m uden naboens samtykke (§ 10, stk. 6).
  • Hver sin side: Hver ejer må klippe hækken på sin egen side (§ 19, stk. 6).
  • Fælles ansvar: Fælleshegnet skal holdes i forsvarlig stand, og arbejde og udgift deles som udgangspunkt ligeligt (§ 18 og § 20).
  • Afklippet: Kvaset tilhører den, der har fået arbejdet udført (§ 19, stk. 7).

Hvem der tager toppen, siger loven ikke noget om. Det må naboerne aftale.

Hvorfor fælleshække bliver høje og skæve

Vi ser det samme mønster igen og igen:

  • Højden kryber op. Naboerne kan ikke blive enige om, hvor hårdt der skal gås til toppen. Hvert år bliver der klippet lidt over sidste års snit, og hækken bliver højere og højere.
  • Toppen bliver skæv. Når ingen har ansvaret for toppen, klipper hver nabo den fra sin side – og den ender med at hælde eller gå i bølger.
  • Hobbyklipperen er for lille. En almindelig hobbyklipper kan ikke tage de tykke grene, der kommer, når hækken har fået lov at vokse. Så bliver der kun klippet det nyeste, og hækken vokser sig bred.

Sådan holder I en fælleshæk pæn

  • Aftal en fast højde – og hold jer til den hvert år. Det er lettere at holde en højde end at genvinde den.
  • Aftal, hvem der tager toppen – eller få den klippet samlet fra én side, så den bliver lige.
  • Hold hækken smal. Den bliver tættere, og toppen bliver lettere at klippe.
  • Er hækken vokset fra jer, skal den beskæres, ikke bare klippes. Vi beskærer aldrig begge sider og toppen samme år, og der skal altid være mindst en tredjedel grønt tilbage. Læs om beskæring af hæk.

Hvor bred må hækken være?

  • Liguster: så smal som muligt, gerne under 60 cm. En smal ligusterhæk er tættere og mere stabil.
  • Bøg: tåler mere bredde, fordi den har en egentlig stamme og ikke bliver ustabil. Vi ser mange flotte, tætte bøgehække på omkring en meters bredde – men også her: hold den så smal som muligt.
  • Toppen: det er langt nemmere at klippe en top på 50 cm end en på 250 cm.

Hæk mod fortov, sti og vej

En hæk langs vej, sti eller fortov skal stå helt på din egen grund og plantes så langt inde, at den kan holdes inden for skellet (hegnsloven § 11). Den må heller ikke tage udsynet ved vejkryds og indkørsler.

Kommunerne kræver typisk en fri højde på omkring 2,50–2,80 m over fortov og sti og 4,20–4,75 m over kørebanen. Tallene varierer, så tjek din kommunes vejledning.

Det typiske billede: Hækken hænger langt ud over fortovet. Den lokale dagplejer kan ikke komme forbi med den store barnevogn og et barn på hver side, og naboerne er trætte af at få vådt tøj, når de går forbi hækken efter regn.

Når kommunen sender brev

Når kommunen først er involveret, er det skidt. Som regel kommer der først en opfordring, så et påbud med en frist – og bliver arbejdet ikke gjort, kan kommunen få det udført for din regning. Fristerne er forskellige fra kommune til kommune.

Det er ikke usædvanligt, at hækken skal beskæres en halv til en hel meter tilbage, før den er inden for skellet igen. Vi beskærer fortovssiden ind til skellinjen og tager toppen ned i en fornuftig højde. Den anden side venter til et senere år, så hækken kan komme sig.

Hegnssyn – hvis I ikke kan blive enige

Kan naboerne ikke blive enige om en fælleshæk, kan man bede kommunens hegnsyn om at afgøre sagen. Hegnsynet forsøger først at mægle og afsiger ellers en kendelse. Gebyret er 2.205 kr. i 2026. Vi kan ikke erstatte et hegnssyn – men vi kan klippe og beskære hækken, så den lever op til reglerne.

Spørgsmål og svar

Må jeg klippe naboens side af fælleshækken?
Nej, ikke uden aftale. Hver ejer må klippe sin egen side. Grene, der gør skade eller generer på din grund, må du dog kappe ved skellet.

Hvem betaler for at klippe en fælleshæk?
Som udgangspunkt deler naboerne arbejdet og udgiften ligeligt, medmindre I har aftalt andet.

Kan I klippe kun vores side og toppen?
Ja. I prisberegneren vælger du, om vi skal klippe én side og toppen eller begge sider. Skal vi klippe naboens side, skal naboen være med på det.

Hvor meget skal der skæres af, når kommunen har sendt brev?
Det afhænger af, hvor langt hækken hænger ud, men ofte er det en halv til en hel meter.

Læs også guiden til hækklipning, hækkalenderen og beskæring af hæk.

Mere viden om hække – klipning, beskæring, ny hæk og regler – finder du samlet i vidensbanken om hække.

Kilder

Scroll to Top