Ligusterhæk med bare grene efter kraftig beskæring

Hæk tynd i bunden – find årsagen, før du gør noget

Kort svar: Er hækken bar og åben forneden, skal du først se på, om hækken er sund. En udtjent hæk kan sjældent reddes. Er hækken sund, mangler bunden næsten altid lys – enten fordi noget skygger for den, eller fordi hækken skygger for sig selv. Så kan en kraftig beskæring hjælpe. Thuja er en undtagelse: er den brun eller bar, er det i langt de fleste tilfælde en ny hæk.

Trin 1: Er hækken sund?

Kig ind i hækken nede ved jorden. Tegnene på en udtjent hæk er:

  • Barken falder af grenene.
  • De lodrette grene inde i hækken er begyndt at lægge sig ned.
  • Der vokser lav på grenene inde i hækken.

Ser du det, er der desværre ikke meget at gøre. Det ser vi især på ældre ligusterhække, og i langt de fleste tilfælde giver det mening at plante en ny. Vil du prøve at redde den først, så klip eller bræk de rådne grene af. Det giver lys til de friske skud, og er der nok af dem tilbage, kan hækken måske reddes. Se tegnene på en sund og en syg hæk.

Trin 2: Får bunden lys nok?

Ser hækken sund ud, er det med stor sandsynlighed mangel på lys. Se efter, hvad der står tæt op ad hækken:

  • højt ukrudt eller langt græs
  • buske og andre planter, der vokser ind i hækken
  • andet, der skærmer for solen nede ved jorden

Fjern det, så lyset kan komme ind til bunden igen.

Trin 3: Skygger hækken for sig selv?

Er der heller ikke noget, der skygger, er det med stor sandsynlighed hækken selv. Når en hæk er blevet for bred og høj, når lyset ikke ned til de nederste grene, og de taber bladene. Så kan hækken med fordel beskæres kraftigt.

Gren fra en hæk, hvor de gamle snit er markeret med rødt – hækken er klippet længere ude år for år
De røde streger viser de gamle snit. Når hækken klippes lidt længere ude hvert år, bliver den bredere – og bunden får mindre lys.

Vi beskærer aldrig begge sider og toppen samme år, og der skal altid være mindst en tredjedel grønt tilbage. Læs om beskæring af hæk.

Bøgehæk: der skal være grene at arbejde med

For bøg gælder stort set det samme, men med én vigtig forskel: Har bøgehækken stået så længe i skygge, at der slet ikke er grene tilbage i det bare område, er kampen tabt. Sandsynligheden for nye skud direkte fra stammen er meget tæt på nul.

Til gengæld ser man sjældent bøgehække, hvor barken skaller af, eller der er lav på grenene. En tynd bøgehæk handler derfor oftest om lys og ikke om alder. Læs om beskæring af bøgehæk.

Thuja: træk grenene fra hinanden

Thuja skyder ikke fra det brune. Er den beskåret længere ind end det grønne, er der desværre ikke noget at gøre. Er en thuja blevet brun eller bar, er det i langt de fleste tilfælde en ny hæk.

Træk grenene fra hinanden og kig ind. Er der nye skud inde i den mørke del af hækken, som aldrig får sol, vil den med en vis sandsynlighed skyde igen. Er der ikke, er kampen tabt – uanset om det er græs, buske eller ukrudt, der har forårsaget det.

Sådan undgår du en tynd bund

  • Hold området ved foden af hækken fri for ukrudt, højt græs og andre planter.
  • Hold hækken smal – liguster gerne under 60 cm, bøg gerne under en meter.
  • Klip lodrette sider og en vandret top, så lyset når ned langs siderne.
  • Klip thuja kun i det grønne.
  • Klip på de rigtige tidspunkter, så hækken ikke vokser fra dig – se hækkalenderen.

Spørgsmål og svar

Kan en hæk, der er tynd i bunden, reddes?
Ofte ja, hvis hækken er sund, og årsagen er mangel på lys. Er hækken udtjent – bark der falder af, grene der lægger sig og lav på grenene – er der sjældent meget at gøre.

Kan en bøgehæk vokse tæt igen forneden?
Kun hvis der stadig er grene i det bare område. Bøg skyder næsten aldrig nye skud direkte fra stammen.

Kan en brun eller bar thuja reddes?
Sjældent. Er der nye skud inde i den mørke del, når du trækker grenene fra hinanden, kan den måske skyde igen. Ellers er det en ny hæk.

Hjælper det at klippe hækken smallere?
Ja, når hækken skygger for sig selv. En smal hæk får mere lys ned langs siderne.

Læs også fælleshæk og hæk mod fortov, kan hækken klippes ned? og guiden til hækklipning.

Mere viden om hække – klipning, beskæring, ny hæk og regler – finder du samlet i vidensbanken om hække.

Scroll to Top